Anholt højskoleprojekt fortsætter med at lave kurser på Danmarks fjerneste ø. Her kan man opleve øens natur, kulturliv og essensen af ø-livet: Stilhed, fantastiske naturoplevelser, kreativitet, sammenhold, bevægelse og tid til eftertanke.

Kurser er for dig som gerne vil på højskole og få ny viden eller færdigheder indenfor fag som keramik, akvarel, selvforsyning eller vandsport samtidig med, at du lærer Anholt at kende. Du vil møde de lokale og deres virksomheder og du vil opleve øens natur og kultur. Under fanen "Kurser og tilmelding" bliver nye kurser løbende slået op. Du kan også følge os på Facebook.

Kurserne bliver afholdt på forskellige steder på Anholt. Læs mere under det enkelte kursus.

Øen Anholt ligger tre timers sejlads fra Grenaa og er Danmarks mest isolerede ø. Her danner omkring 150 fastboende et levende samfund, for herfra kan man ikke pendle til skole eller arbejde på fastlandet. I Anholts særprægede natur kan man opleve det ægte øde: Ørkenen og kilometervis af uberørte sandstrande. Her er strandet mægtige sejlskibe, udkæmpet drabelige slag og der fortælles stadig historier om havfruer og de underjordiske.

Fordi Anholt ligger så langt fra fastlandet, har de fleste anholtere flere kasketter på både i det private liv, foreningslivet og erhvervslivet. Mange anholtere har specialviden om havet, selvforsyning, naturen og dyrelivet og hvordan man driver en mikrovirksomhed. Det er den tradition vi bygger Højskolekurserne på og vores mål er at bevare den viden på Anholt.


— Hjemmeside af Ekstra Studio